Der er foretaget mange undersøgelser i forhold til vinterbadning, hvor nogle resultater blandt andet viser, at vinterbadere har færre sygedage, da det kolde gys styrker immunforsvaret. Forskning tyder også på, at vinterbadere er mere modstandsdygtige over for visse sygdomme, f.eks. sukkersyge.
Vinterbadning giver kroppen et kuldechok, som automatisk får dig til gispe efter vejret og hyperventilere. Når du træder ned i kold vand, trækker blodkarrene sig sammen, hvilket får hjertet til at slå hurtigere, så blodtrykket stiger en smule. Når du kommer op af vandet igen, åbner alle karrene sig igen, hvilket sender en varm fornemmelse rundt i kroppen. Denne følelse beskriver de fleste mennesker som værende fantastisk og endda lykkefremkaldende.
OBS: Der er risiko for at besvime, hvis du opholder dig i det kolde vand for længe. Derfor bør du aldrig vinterbade alene. Yderligere bør du tale med din læge, før du kaster dig ud i vinterbadning, hvis du lider af hjertesygdomme.
