Er det virkelig sundt at vinterbade? Her er fup og fakta om vinterbadning

Der er intet lægefagligt belæg for, at vinterbadning skulle være sundt, siger overlæge.

Selvom der er mange, der gyser ved tanken om at hoppe i vandet på denne tid af året, så stiger antallet af vinterbadere.

Efter sigende er der også mange gavnlige effekter af et koldt gys. Men hvad er fup, og hvad er fakta?

Det svarer to forskere på. Bo Belhage, der er klinisk lektor på Københavns Universitet og overlæge på Bispebjerg Hospital, og Jerk W. Langer, der er uddannet læge og videnskabsjournalist.

 

Påstand: Det er sundt at vinterbade

Svar: Nej

Vinterbadere plejer ellers at fremhæve, at de får en større modstandskraft mod virus og infektioner end andre. Men selvom flere undersøgelser viser, at vinterbadere er mindre syge end andre mennesker, så findes der ikke videnskabeligt belæg for, at det skyldes det kolde gys – eller om vinterbadere generelt lever sundere.

Vinterbadning kan dog have gavnlige effekter både mentalt og socialt, påpeger de to forskere.

– Det kan være et frirum for folk at vinterbade, og mentalt kan det give energi at komme ud, siger Jerk W. Langer.

Svar: Nej

Det er ikke en effektiv kur at vinterbade, forklarer de to forskere.

Teoretisk set taber man sig ved at vinterbade, fordi hjertet slår hurtigere og kraftigere for at holde på kroppen varm, efter at man er blevet nedkølet. Men der er tale om meget få kalorier.

– Hvis jeg skal give et bud, så taber man sig 20 kalorier ved at vinterbade. Det er endda optimistisk. Til sammenligning taber man sig 40 kalorier per time ved at stå op, forklarer Jerk W. Langer.

Påstand: Det er farligt

Svar: Ja

Det kan give et gedigent chok at hoppe i vandet om vinteren. Det gælder især for den uerfarne, fordi kroppen bliver voldsomt overrasket, når den pludselig omgives af koldt vand.

Er du ikke vant til at vinterbade, kan du sågar få et koldtvandschok, der medfører, at du besvimer.

– Når du får et koldtvandschok, begynder du at trække vejret alt for hektisk, du risikerer at besvime og i værste fald at drukne. Koldtvandschok er kroppens automatiske refleks, og du kan ikke kontrollere det, forklarer Bo Belhage.

Han anbefaler derfor, at man træner sig op til at vinterbade: At man begynder at vinterbade i sensommeren og fortsætter i efteråret og vinteren.

Påstand: Det udløser endorfiner

Svar: Umiddelbart ja

Der bliver ofte talt om den frigørelse af forskellige morfinlignende stoffer i hjernen, der skulle gøre det så skønt at vinterbade – altså endorfiner og andre såkaldte lykkestoffer.

– Sandheden er, at det er meget besværligt og dyrt at lave forsøg, hvor man reelt går ind og måler på, hvad der sker, siger han.

Men noget tyder på, at man kan sammenligne vinterbadning med det, der sker, når man på anden måde presser kroppen – efter en lang løbetur eller en hård omgang træning – hvor man kan opleve en såkaldt runner’s high, forklarer Jerk W. Langer.

Kilde: TV2 Livsstil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *