Kilde: Familie Journal
Hvorfor er vinterbadere sundere end ikke-vinterbadere?
Hvorfor er vinterbadere sundere end ikke-vinterbadere? Det spørgsmål var der ingen, der kendte svaret på for 10 år siden. Man antog, at vinterbaderne generelt bare levede sundere ved f.eks. at spise fornuftigt og træne. I dag ved vi, at det kan være vinterbadningen i sig selv, der holder vinterbadere sundere og mere raske end gennemsnittet.
Den nye viden kan vi bl.a. takke Susanna Søberg for.
Den nye viden kan vi bl.a. takke Susanna Søberg for. Hun er ph.d. og landets førende forsker i, hvordan kulde påvirker os. Og hun er ikke i tvivl: når vi dypper os i havet eller en sø i særligt de kolde måneder, sker der en kemisk reaktion i hjernen, der gør os gladere, mere energiske og positive. Vi aktiverer også det såkaldte brune fedt i kroppen, der forbrænder kalorier, sætter skub i stofskiftet og dermed mindsker inflammation. Det forebygger bl.a. overvægt, stress, Type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom.
– Det er da smukt, at ét dyb i koldt vand kan sætte en kaskade af sunde effekter i gang for både krop og psyke. Effekter du både får glæde af nu og her, resten af dagen og på længere sigt, siger Susanna Søberg, der sidestiller vinterbadning med løb:
Fysisk aktivitet er også sundt
– Fysisk aktivitet er også sundt på mange områder, så vinterbadning bør ikke erstatte løb eller andre træningsformer. Vinterbadning kan være et godt supplement, og jeg forudser, at vinterbadning med tiden bliver lige så anerkendt og udbredt, som løb er i dag.
Selv om det hedder ”vinterbadning”, er der ingen grund til at vente med sin debut til december, hvor vinteren officielt indtræder, eller til januar, hvor vandet typisk er koldest, ifølge Susanna Søberg. Nej, det bedste er faktisk bare at fortsætte med at bade fra nu eller, hvis du ikke er den store bader, begynde på det nu, hvor badevandet dårligt kan blive mere behageligt.
– Jeg anbefaler, du bliver vinterbader om sommeren, så du forbliver i den gode vane og gradvist vænner din krop til temperaturforskellene. En mere blød tilgang giver den største succesrate for de fleste, siger Susanna Søberg, der mener, at sommerbadning er overset i forhold til det sundhedsmæssige, men dog ikke direkte fraråder en debut i januar, hvis du er motiveret, hjertesund og rask.
Der er også en fysiologisk grund til at blive vinterbader her om sommeren:
– Selv om vandtemperaturen er varmere om sommeren end om vinteren, bliver det aldrig så varmt i Danmark, at du ikke aktiverer de kuldereceptorer, der aktiverer stofskiftet og udløser de gode kemikalier i hjernen, som øger dit humør. Egentlig giver det mere mening at tale om helårsbadning i Danmark end vinterbadning.
.
Margit bliver glad i låget
52-årige Margit Lund Hansen debuterede som vinterbader i det sydfynske øhav som ung, mest for at udfordre sig selv og have det sjovt med sine venner. Siden fulgte nogle år, hvor hun oftest badede i koldt vand i forbindelse med sommerhusture eller wellness-ophold i udlandet. Og så, da børnene var blevet større og tiden en anden, blev Margit, der bor i Taastrup, draget mod vand, fortæller hun.
– For en del år siden begyndte jeg at køre ud til strande om vinteren for at bade. Det var skønt. Så kom corona, hvor jeg som alle mulige andre fik mere tid og derfor begyndte at vinterbade oftere.
Hun fik for alvor blod på tanden, da Vallensbæk Kommune i 2021 byggede badeanstalten Valhal ved Vallensbæk Havn, tæt på Margits hjem – og helårsbadeforeningen Havet tog form. Margit og hende mand blev medlemmer og lagde fra begyndelsen mange kræfter i foreningslivet. I dag er han formand for Havet, og de er begge uddannede gusmestre.
Kilde: Familie Journal